Teoretisk fundament

Psykoterapi er en videnskabeligt baseret psykologisk metode og er samtidig dybt funderet i praksis. Det er en uddannelse, som tages af psykologer som en overbygning til deres kandidatgrad for at gøre dem klar til at omsætte teori til praksis i samtaler med mennesker. Jeg vil her give en kort intro til det mest grundlæggende fundament for psykoterapi, som jeg trækker på, som den teroretiske baggrund for mine samtaler.

Neuroaffektiv udviklingspsykologi

Modning af vores hjerne sker i et samspil med vores nære omsorgspersoner. Det er vores tidlige erfaringer af, hvordan vi er blevet mødt i vores barndomsfamilie kombineret med vores medfødte temperament, som har betydning for vores personlighedsudvikling og følelsesmæssige liv. Vores nervesystem og evne til at regulere vores følelser udvikles i samhørighed med vores nærmeste, og robusthed opnås, hvis denne udvikling foregår optimalt. Igennem psykoterapi kan man styrke den modning af nervesystemet både hos voksne og børn. Hjernen er plastisk og kan til stadighed ændre sig med nye erfaringer. 

Vores hjerne er delt i tre lag - den tænkende, følende og sansende. Den nyeste hjerneforskning og neurovidenskab har gjort det muligt at undersøge og fastlægge funktionen af disse de seneste år. Det tænkende lag, vores præfrontale cortex, er den mest og senest udviklede - det er her vi træffer fornuftige, rationelle beslutninger, tænker fremad, planlægger etc. Den kan blive sat ud af kraft, når vi er under press og føler os "truede". Det er den del vi addresserer i psykoterapi, når vi fx. forsøger at kortlægge mønstre, forstå hvordan vores adfærd påvirker andre, eller udtænke nye mere hensigtsmæssige strategier. Vi kan også arbejde med vores evne til at udtrykke vores behov og meninger eller omvendt med at være fleksible og samarbejdsvillige i relationer. Det er det her kognitive område, man normalt arbejder med i almindelig coaching eller rådgivning og i kognitive og metakognitive terapiformer.

Det næste niveau, den følende del af hjernen eller den limbiske del, det er her vores følelesmæssige reaktioner er lagret. De er blevet indkodet tidligt i vores liv og påvirker, hvordan vi indgår i relationer med andre mennesker. Her kan vi med psykoterapi fx. arbejde med at "berolige" vores nervesystem, så vi kan nå at stoppe op overveje vores respons inden den går på autopilot. Vi gør det ved at identificere og anerkende følelserne, give dem lov til at være der for derved at give plads til at de kan gå over i noget andet. Ofte vil det også være sådan at en sekundær følelse dækker over en anden mere grundlæggende primær følelse - det kan fx være vrede som dækker over noget man er ked af. Her går vi altså et spadstik dybere.

Endelig er der den primitive del af hjernen, den sansende, som er "ordløs" - her styres vores autonomiske nervesystem dvs vores åndedræt, puls etc. Den bliver påvirket af ydre og indre stimuli, og vi har ikke meget kontrol over, hvad der sker her, men vi kan bruge signalerne som vigtige informationer om, hvordan vi har det. Vores følelser eksisterer som sansninger i kroppen. Hvis vi har kropslige symptomer på fx stress eller angst, er det dette niveau der skal arbejdes med i psykoterapien. Det er den mest avancerede del af psykoterapien, som kræver en meget præcis opmærksomhed på kropslige signaler som mimik, tonefald, små bevægelser og øjenkontakt hos klienten af en meget finetunet terapeuet. En forløsning kan ske ved at mærke og verbalisere det sansede.

Vores tænkende hjerne har meget magt og kan overdøve de andre dele i den forstand at den for eksempel kan få os til at knokle videre på arbejde, selvom vi er trætte. Det kan resultere i udmattelse eller stress. Vores følende hjerne kan tilgengæld også overdøve den tænkende, når vi bliver revet med af vores følelser og måske får overreageret og sagt ting til andre mennesker, som vi bagefter fortryder. Der er en kæmpe stor værdi i at blive opmærksom på de måske "svage" signaler, som kroppen sender os - vores mavefornemmelse - når vi skal træffe beslutninger. Derfor arbejder vi i terapi med at "mærke efter" de kropslige signaler undervejs i samtalen.

Tilknytningsteori

Mennesker er skabt til at "høre til", være en del af flokken. Vi er afhængige af vores forældre i utrolig mange år ift andre pattedyr. Derfor har vi et stærkt tilknytningssystem, som afkoder hvad der skal til for "at være elsket", og vi tilpasser os det vi får tilbudt. Der er forsket utrolig meget i det her de senere år, og tilknytningsteorien er ret veletableret og bredt anerkendt. Er relationen til vores forældre afstemt, vi får tilpas stimuli, og vi føler os trygge, så opbygger vi en tryg tilknytning, og vi bliver robuste i vores voksne liv. Vi får en grundlæggende tillid til at vi kan stole på andre, vi kan række ud for at få hjælp, vi bliver taget alvorligt og vi kan opnå det vi vil. Hvis tilknytningen derimod er utryg - vores forældre forstår os ikke helt, de er ikke nærværende, de kan ikke møde os følelsesmæssigt afstemt eller de er utilregnelige, så bliver vi knap så robuste. Vi kan få udfordringer senere hen ift fx enten at være for tilbageholdende eller for frembrusende, vi kan have sværere ved at regulere vores følelser, og vi kan have svært ved at knytte tætte bånd i forhold eller venskaber. Gennem de terapeutiske samtaler, vil du få øje på, at de tanke-, følelses- og adfærdsmæssige mønstre du har med dig, giver utrolig god mening, fordi de på et tidspunkt har tjent dig et vigtigt formål ift at "være elsket". Det kan være, at den adfærd ikke længere er hensigtsmæssig og fx skubber din partner længere væk fra dig. Ved at forstå mønstrene har har du et godt udgangspunkt for at vælge at gøre noget andet i dag.  

Det her er en meget forsimplet gengivelse af nogle af de vigtigste teroetiske elementer, der ligger som baggrund for psykoterapi. Forhåbentligt giver det alligevel en vis forståelsesramme for metoden.

Nogle af de teoretikere jeg læner mig op ad er de følgende:

Susan Hart, Sue Johnson, Inge Holm, Daniel Stern, Jytte Vikkelsø, Peter Levine, Hanne Hostrup